
Lyduniverset ‘Huligennems’ toårige koncession udløber ved udgangen af 2026. Projektet blev søsat i januar 2024 efter et udbud fra Radio- og tv-nævnet og gik i luften den 25. november 2024.
Audioprojektet, som ligger under Aller Media, modtager i alt 66 millioner kroner i offentligt public service-tilskud over hele tilladelsesperioden.
”Vi ved snart, om Huligennems statslige bevilling bliver forlænget og håber på, at politikerne giver os four more years,” skrev ansvarshavende chefredaktør Christina Marcher Lundegaard, Huligennem, på LinkedIn.
Lyduniversets opgave er at levere et digitalt public service-lydunivers for børn og unge i alderen 3-13 år. Formålet er ikke blot at producere podcasts, men at fungere som en samlet public service-platform med lydindhold målrettet børn/unge.
Mediepolitisk kviksand
Mens udløbsdatoen snart er i sigte, er det stadig uklart, hvornår koncessionens fremtid bliver afklaret.
Radionytt har rakt ud med spørgsmål om det politiske kviksand, som projektet er fanget i. Men Christina Marcher Lundegaard er ikke vendt tilbage.
Af udbudsteksten fremgår det, at perioden kan forlænges inden udløbet, men det skal besluttes i en kommende medieaftale. Spørgsmålet er dermed del af de mediepolitiske forhandlinger – ikke ulig FM4-koncessionens usikre fremtidsudsigter – der afventer en regeringsdannelsen.
For nylig vandt Huligennem Aller Media Awards i kategorien “Best Creative Concept of the Year”, nomineret af ledelsen og valgt af kollegaer i hele Norden, og projektet vandt bronze i INMA’s Global Media Awards 2026 i kategorien “Best use of Audio” .