Tidligere Radio24syv-direktør: Forlæng RadioIIIIs koncession i medieforlig

Jørgen Ramskov.

Tidligere Radio24syv-direktør Jørgen Ramskov opfordrer politikerne til at forlænge RadioIIIIs koncession, især for at sikre P1 et sundt, tiltrængt modspil.

De næste medieforhandlinger trækker ud, men når politikerne sætter sig til bordet, bør de vise mod og forlænge RadioIIIIs koncessionsperiode.

Det skriver Jørgen Ramskov i en klumme i Politiken – vel vidende, at FM4-koncessionen efter planen udløber i december 2027 og derfor skal genudbydes inden da.

Manden, der støbte kuglerne til Radio24syv, understreger sin hovedpointe: P1 ikke må efterlades uden en seriøs konkurrent.

”Radio IIII har ikke haft et let liv, men er nu omsider etableret som et seriøst og troværdigt alternativ til P1. Med skarpe debatformater, hurtige beslutningsgange og solid rækkevidde på podcast har danskerne nu mulighed for at få et blik på os selv og verden, som ikke alene er formet i DR,” skriver Ramskov med henvisning til det ‘reboot’, RadioIIII gennemgik i 2024.

Konkurrence og mangfoldighed var netop daværende kulturminister Per Stig Møllers begrundelse for etableringen af Radio24syv i 2011. Den nye private taleradio – delvist inspireret af amerikanske NPR – skulle sikre et alternativt blik på aktualitet, samfundsoplysning, debat og kultur – og samtidig give P1 et sundt modspil.

”Det er et alternativ, P1 har brug for. Det viser al erfaring. Derfor kan politikerne i det kommende medieforlig slå to fluer med ét smæk ved at bevare Radio IIII og samtidig sikre, at P1 også i fremtiden holder sig skarp, så danskerne fortsat har et mangfoldigt radioudbud af oplysning, aktualitet, debat og kultur,” skriver han.

Folketinget kan i princippet beslutte at forlænge FM4-koncessionen direkte til RadioIIII uden et nyt udbud, men det kræver en ny medieaftale og ændrede udbudsrammer. Et andet teoretisk scenarie er et nyt udbud med en udbudstekst, der er designet så det nuværende konsortium står særligt stærkt i den kommende skønhedskonkurrence.

Forlængelse er sket før

Der findes fortilfælde; for eksempel, da Nyrup-regeringen i 2001 gennemførte det første åbne udbud af FM4, hvor modellen reelt var skræddersyet til DR. Ingen private mediehuse havde en realistisk mulighed for at leve op til koncessionskravene, og DR fik tilladelsen tildelt i marts 2001.

DR’s koncession løb i otte år og udløb ved udgangen af marts 2009. Men på Christiansborg kunne partierne ikke blive enige om kanalens fremtid. Efter længere tids politisk stilstand blev DR i august 2010 tildelt en forlængelse frem til november 2011.

Radionytt ansvarar inte för externt länkat innehåll.

Share