Utydelige signaler: FM4s fremtid omgærdet af tavshed

Aske Kammer. Foto: Roskilde Universitet.

Den landsdækkende FM4-koncession (RadioIIII) kommer op til nøje overvejelse, når der om lidt skal slås søm i et nyt medieforlig. Men det er umuligt at bedømme, hvilken retning politikerne vil med et eventuelt genudbud af FM4, påpeger lektor, associate professor i journalistik, Aske Kammer, Roskilde Universitet, i en e-mail til Radionytt.

”Jeg bliver overrasket, hvis “alternativet til DR” på lydområdet helt fjernes, men om det partout skal eksistere som flowradio døgnet rundt, kan jeg være mere i tvivl om,” skriver han.

Derimod har Dansk Erhverv ingen mening om FM4-koncessionen i et nyt, omfangsrigt medieudspil, men fremhæver dog, at public service er en vigtig del af det samlede medielandskab.

”Vigtigt er, at et dynamisk medielandskab er opmærksom på balancen mellem de private medier og public service-medier,” skriver Dansk Erhverv til Radionytt. Sidstnævnte er Danske Medier – mediernes egen organisation – næppe uenig i, men DM har dog ingen meninger eller kommentarer til et nyt talkradio-udbud.

Ingen partipolitiske tanker

Hos Socialdemokraterne er man officielt helt uafklaret om, hvorvidt FM4-sendetilladelsen overhovedet skal genudbydes og i givet fald hvordan, oplyser medieordfører Mogens Jensen (S) til Radionytt.

Liberal Alliance foreslog før valget en række ændringer af DRs radiostruktur, men social- og kulturordfører Katrine Daugaard, som fortsat har posten, vil ikke gå i detaljer med Radionytt om partiets plan for public service audio, herunder hvorvidt FM4-koncessionen skal genudbydes med licens. 

Hos Venstre mener man ikke så meget: Partiets medieordfører, Kim Valentin, blev ikke genvalgt den 24. marts, og gruppen er ikke konstitueret efter valget, hvilket formentlig tager noget tid.

Ifølge Radionytts kilder er det meget sandsynligt, at Kulturministeriet lige nu forbereder sig på at forlænge den nuværende medieaftale, så der både er tid til forsinkede politiske forhandlinger og det efterfølgende lovarbejde.

Fremtid for talkradio på FM?

RadioIIIIs landsdækkende koncession til at sende radio på FM4-frekvenserne, der udløser knap 100 mio. årligt i licensmidler, udløber 31. december 2027. Der er lang tid til 2027, men spørgsmålet er del af det næste medieforlig, og de forhandlinger afventes.

Branchen ved altså intet om Christiansborgs appetit på mere privat, licensbetalt taleradio; ej heller de politiske fornemmelse for FM-båndets fremtid.

Nogle politikere vil konkludere, at en udfasning af FM alligevel tager fart fra 2028, fordi digital lytning vinder frem, og at debatten om et nyt udbud derfor er formålsløs. Mens andre politikere vil studere lyttedata og pege på, at 80-85% af befolkningen over 12 år stadig tænder for en flowradio hver uge, naturligvis parallelt med at flere og flere også indtager lyd on-demand.

Vellykket reboot, hemmelige lyttertal

På Christiansborg kan man også konstatere, at RadioIIII i 2024 rebootede sit programudbud og digitale tilstedeværelse og opnåede en mærkbar opgradering af lyduniverset, herunder en nødvendig, mere offensiv markedsføring og kommunikation.

Resultatet var en ny mere tidssvarende taleradio i forhold til de første år som Radio4.

Sidste år tog public service-radioen det usædvanlige skridt at lukke helt ned for offentliggørelse af de officielle ugentlige lyttertal. Dog oplyste radioen for nylig i en pressemeddelelse, at man nåede 240.000 i uge 7, hvilket udløste en hæderlig 11. plads på Fifty5Blus top-20 (før Kantar Media)

FM4-frekvenser har lang forhistorie

De nødvendige frekvenser til at danne et fjerde 100% landsdækkende frekvenssæt – døbt ‘FM4’ – blev stillet til rådighed for Danmark ved en international frekvenskonference i Stockholm allerede i 1986.

Men den attraktive sendemulighed forblev med få undtagelser uudnyttet i årevis, hvilket kan synes helt uforståeligt i dag, men de mediepolitiske realiteter var meget anderledes for 35 år siden.

Først ved indgangen til 2001 søsatte Nyrup-regeringen det første udbud af FM4, men det var skræddersyet til DR. I realiteten havde ingen private medier en chance for at opfylde koncessionskravene, og DR fik da også koncessionen.

I det næste udbud var der et totalt forbud mod deltagelse fra DR, og tilladelsen gik til det private konsortium ’Radio24syv’, der gik on-air 1. november 2011.

Radionytt ansvarar inte för externt länkat innehåll.

Share