
Lydmedier står stærkt i Danmark. Samlet er radio og podcast blandt danskernes mest udbredte daglige medievaner – også selv om streaming af tv-serier og andet fortsætter med at vokse.
Det er en af hovedkonklusionerne fra DR’s analysechef Mads Emil Sejrbo Lidegaard, som ved flere lejligheder i 2026 har tolket på resultaterne fra DR-rapporten Medieudviklingen 2025.
Ifølge Lidegaard er podcast gået fra at være et vækstfænomen til at være et modent medie. Lytningen stiger fortsat, ifølge Danske Medier Research, men ikke længere med samme eksplosive hastighed som tidligere. Til gengæld er podcast blevet en fast del af mange danskeres daglige medieforbrug frem for et nichemedie.
”Den procentuelt største vækst i podcastlytning ses faktisk blandt ældre og modne voksne,” sagde Mads Emil Sejrbo Lidegaard.
Samtidig understreger han, at FM-radio bliver ved med at spille en central rolle. Selvom streaming af lyd vinder frem, har den traditionelle flowradio stadig en meget høj daglig/ugentlig rækkevidde – især blandt voksne og ældre lyttere. Udviklingen kan bedst betegnes som en gradvis forskydning i lyttevaner.
”Lineær lytning, målt som daglig og ugentlig dækning, viger stadig hvert år, men kun langsomt,” sagde Mads Emil Sejrbo Lidegaard og mindede om, at traditionelt radioforbrug registreres elektronik af Fifty5Blue (Kantar).
DR LYD har styrket DR’s position som lydmedie, tilføjede han. Platformen samler live-radio, on demand-programmer og podcasts i ét lydunivers, som stadig flere brugere benytter på tværs af formater.
Aldersforskellene i lydforbruget er dog markante. De yngre generationer vælger i højere grad indhold ud fra interesser, emner og værter end ud fra en bestemt radiokanal. Blandt andet derfor fylder podcasts og on demand-lytning relativt mere blandt unge, mens den traditionelle flowradio fortsat står stærkest hos de ældre lyttere.