
Udrulningen af flere regionale radiostationer på DAB er gået i stå. Ikke på grund af tekniske problemer, men som følge af en langvarig uenighed om beregningen af musikrettigheder.
I 2023 gav Radio- og Tv-nævnet tilladelse til regionale udsendelser i DAB-blok 3 og DAB-blok 4. Der kunne tildeles op til 16 programtilladelser i hvert af de 13 regionale områder. Ansøgningsfristen var i oktober 2023, og planen var, at tilladelserne skulle træde i kraft 1. juli 2024.
Bauer Media søgte og fik blandt andet 17 tilladelser i Øst- og Nordsjælland. Men foreløbig er kun få tilladelserne taget i brug, blandt andet i Østjylland. Andre steder er infrastrukturen klar til brug og efterspurgt, fordi de første 16 pladser i DAB-blok 3 allerede er fyldt.
”Vi og flere andre vil gerne oprette flere radiostationer på DAB, men vi er udfordret af en uafklaret situation omkring Gramex, som har stået på siden 2024,” siger direktør Ole Søndergaard fra ABC Gruppen til Radionytt DK.
Ifølge Søndergaard er problemet blandt andet, at Gramex som udgangspunkt kræver betaling baseret på minimumsbetaling for 16 gange 6.031.699 personer, hvis alle 16 kanaler i DAB-blok 4 tages i brug til nye stationer i alle områder af landet. Det svarer til, at der skal betales 16 gange yderligere for samtlige danskere, uanset om de lytter eller ej. Det lægges oveni det, der allerede betales for de samme personer på FM.
”Det er nogle arkaiske regler fra 1980’erne, som stammer fra dengang, hvor der kun var én lokal FM-sender pr. kommune,” lyder det fra ABC direktøren.
Det praktiske er ellers på plads. De tekniske tilladelser er givet, og masteplaceringerne er klar, eller allerede i brug.
Ole Søndergaard efterlyser en løsning på konflikten og forventer samtidig, at flere DAB-sendere og en bedre regional dækning vil føre til yderligere vækst i DAB-lytningen.
”32 procent af al radiolytning sker i dag på DAB, og andelen ventes at stige til 44 procent i 2032. Omvendt falder FM fra 40 til 32 procent i samme periode,” vurderer han.