
Bauer Media Danmark får en tydeligere CEO-struktur med stærkt fokus på digital audio og internationale partnerskaber, når den mangeårige radiomand hos Voice, SBS Radio og Bauer Media, Tobias Nielsen, vender hjem til Danmark.
Efter flere år i London tiltræder han som administrerende direktør (CEO) for Bauer Media Audio Danmark.
”Jeg glæder mig meget til at vende tilbage til Danmark og arbejde sammen med vores dygtige Bauer Media-team og vores stærke samarbejdspartnere. Vi står som den førende kommercielle aktør på audiomarkedet, og jeg ser frem til at bygge videre på den position gennem innovation, digital transformation og et endnu tættere samarbejde med vores partnere, så vi fortsat skaber værdi for både lyttere og annoncører,” siger Tobias Nielsen.
De seneste to år har Tobias Nielsen været en del af Bauer Media Audios digitale ledelse, hvor han har stået i spidsen for en række strategiske projekter. Mest markant har han ledet udviklingen og den internationale udrulning af lydplatformen Rayo – herunder appen, som har opnået en vurdering på 4,8 stjerner – og som i dag er et centralt element i Bauers digitale transformation på tværs af koncernens ni markeder.
”Ved siden af min nye rolle som CEO i Danmark glæder det mig, at jeg kan fortsætte arbejdet med Radio Ready, som er en global branchealliance med stor indflydelse, samtidig med at jeg fortsætter med at udvikle strategisk vigtige partnerskaber i rollen som Vice President Strategic Partnerships i Bauer Media Audio,” skriver Tobias Nielsen på Linkedin.
Samtidig træder Jim Receveur efter 11 år som administrerende direktør for Bauer Media Audio Danmark – og de seneste fem år også med ansvar for Norge – tilbage fra sin nuværende rolle. I stedet tiltræder han en nyoprettet stilling som Executive Advisor, Strategy and Corporate Development.
I den nye rolle skal Jim Receveur rådgive Bauer Media Audio om centrale strategiske prioriteter, drive forretningsudviklingen af Bauer Live, identificere nye indtægtsmuligheder inden for artist management, festivaler og sponsorater på tværs af audio og outdoor samt fungere som strategisk rådgiver i forbindelse med Bauer Media Audios internationale ekspansion og potentielle fusioner og opkøb på nye markeder.
”Tobias og jeg var konkurrenter i 20 år på et udfordrende marked. Vores virksomheder fusionerede i 2012 hvor vores samarbejde begyndte. I løbet af de næste otte år, inden Tobias flyttede til London, transformerede vi sammen den danske Bauer Audioforretning til en af Europas mest succesfulde og rentable radiovirksomheder. Jeg kan personligt ikke komme i tanke om andre i verden, jeg ville overlade min rolle til. Jeg har fuld tillid til Tobias vil føre den danske audioforretning videre ind i fremtiden,” siger Jim Receveur.