
Brancheorganisationerne World DAB og Broadcast Networks Europe (BNE) opfordrer EU til at sikre, at traditionel broadcast radio er tilgængelig i alle nye biler i Europa.
Dermed lægger de sig på linje med public service-organisationen EBU og de kommercielle radiostationers europæiske brancheorganisation AER.
Der stilles allerede krav om, at alle nye biler i Europa, som er udstyret med radio, skal kunne modtage digital radio – i praksis DAB+. Reglerne blev indført i den europæiske kodeks for elektronisk kommunikation, som blev vedtaget i 2018. Kodeksen skal nu integreres i den nye retsakt om digitale netværk, som er under udarbejdelse i EU.
World DAB og BNE konstaterer, at de eksisterende regler har betydet, at DAB+ er installeret i næsten alle nye biler i Europa. Men udviklingen på bilmarkedet viser ifølge organisationerne, at reglerne bør styrkes, så alle nye køretøjer sikres adgang til radio.
”Jordbaseret radio giver sikker, stabil og gratis adgang til troværdig information og underholdning uden at være afhængig af mobilforbindelse, abonnementer eller digitale gatekeepere,” lyder analysen.
Organisationerne fremhæver også radioens rolle i nødsituationer. Radio fungerer, selv hvis mobilnet og internet bliver overbelastede eller svigter.
”Disse fordele gør jordbaseret radio til en vigtig del af Europas modstandsdygtighed og kommunikationsinfrastruktur,” skriver World DAB og BNE.
I juni offentliggjorde World DAB en undersøgelse foretaget af Fifty5Blue blandt bilkøbere i Australien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Storbritannien.
83 procent oplyser, at de lytter til radio i bilen, mens 50 procent bruger radio mere end andre lydkilder. 62 procent mener, at radio er et must i bilen, og 85 procent ville savne radioen, hvis den ikke længere var tilgængelig.