Bauer: Her ligger vores primære kommercielle vækst 

Fantino & Bonde. Foto: Bauer Media.

Bauer Medias primære økonomiske vækstpotentiale ligger i den tilvækst af podcastlyttere, der er kommet til i de seneste 7-8 år samt i øget lytning til digitale radiostationer.

I dag lytter 600.000 personer hver uge til mindst én podcast fra Bauers portefølje. Ikke mindst titler som MørkelandDanske Drabsager og Fantino & Bonde ligger højt på PodcastIndexets kommercielle hitliste.

Nogle af de 600.000 lytter også til Bauer Medias radiostationer i løbet af en uge, og samlet set er der tale om et øget reklame-inventory for Bauer-koncernen i en tid, hvor radios totale reklame-inventory er let vigende.

»Vi tror, at interessen for podcastlytning vil fortsætte med at vokse, og at annoncørernes interesse vil følge med. Vi kigger hele tiden på nye podcastgenrer og temaer. Vores strategi er at indgå samarbejder med eksterne producenter, der har udviklet produktioner med kommercielt potentiale,« siger CEO Tobias Nielsen, Bauer Media Danmark, til RadionyttDK.

Det er samtidig klart, at podcastlyttere ikke kan eksponeres for samme mængde reklame som radiolyttere i en traditionel programflade.

»Der kan afvikles op mod 12 minutters reklame i en sendetime på radio, mens der typisk kan afvikles 6-8 reklamespots i en podcasttime. Det er ganske enkelt forskellige forretningsmodeller. Podcasts har et mindre inventory, men minutterne sælges dyrere.« 

Det hårdtprøvede traditionelle kommercielle radiomarked er i udmærket form, konstaterer Tobias Nielsen, efter at branchen har investeret betydelige ressourcer i at udvikle og modernisere kommerciel radio, så mediet passer til den digitale tidsalder.

»Vi konstaterer med tilfredshed, at efterspørgslen på radio blandt annoncørerne er intakt, når vi kan dokumentere værdien af radio og afrapportere ROI for kunderne.«

Bauer Medias radiobrands leverer et ugentligt reach på to millioner lyttere (12+) og er samtidig i kontakt med én million digitale brugere, inklusive podcastlytterne, oplyser Tobias Nielsen.

Han understreger samtidig, at tallene ikke skal lægges sammen. Bauer Media blander ikke PPM-data med digitale brugertal.

»Bauer Media blander ikke æbler og pærer, når vi taler til kunder og branchen,« siger han.

Bauer Media har desuden et salgssamarbejde med Radio ABC Gruppen.

Radionytt ansvarar inte för externt länkat innehåll.

Share