
Koncessionen til at drive lyduniverset ’Huligennem’, der ligger hos Aller Media, udløber til nytår.
Teamet bag børneuniverset forventer at blive forlænget, men har ikke fået en afklaring.
”Folk på redaktionen spørger mig dagligt, om vi ved noget, og om der er nyt. Det er jo især dem, det gælder. Men alle vi andre i Aller er selvfølgelig også spændte på det, da vi rigtig gerne vil fortsætte,” siger indholdsdirektør Emil Norsker, Aller, til MediaWatch.
Han henviser til, at projektet er en succes, der burde forlænges. “Lyttertallene stiger og stiger. Vi kan se, at vi i maj havde tre gange så mange lyttere, som i maj 2025.”
Ifølge Aller Medias oplysninger er Huligennems app downloadet 88.090 gange ved seneste optælling 23. juni, hvilket er 19 måneder efter børneuniverset blev til. Huligennems eneste offentliggjorte målsætning har været, at man ville nå 34.000 app-downloads – svarende til fem pct. af målgruppen på 3-13 år – inden for 18 måneder.
Ifølge Emil Norsker er der ikke lagt en plan for, hvad der i givet fald vil ske med indholdet.
”Vi har ikke lavet en Plan B, hvis vi mod forventning ikke får forlænget sendetilladelsen. Det vil jo være tosset, hvis man bruger 66 mio. kr. på at opbygge noget, der faktisk går fremad, for så at lukke det ned igen.”